|
Grundlæggeren af HEDEGAARD-koncernen, Peder Pedersen Hedegaard, var en af Nørresundbys mest betydelige personligheder. Han kom til byen som kommis i 1879 og startede seks år senere – for sine sammensparede skillinger – en detailhandel i Vestergade i Nørresundby.
I 1894 blev detailhandlen solgt, og Peder P. Hedegaard startede en engroshandel med kolonialvarer samt korn og foderstoffer. I begyndelsen af 1900-tallet koncentrerede han sig udelukkende om korn og foderstoffer, og i 1916 blev firmaet omdannet til et aktieselskab – det egentlige grundlag for HEDEGAARD agro i dag. | Peder P. Hedegaard var gift to gange, men begge ægteskaber var barnløse. Derfor valgte han at anvende sin formue til at indstifte er række legater, som den dag i dag bestyres og uddeles af HEDEGAARD. Peder P. Hedegaard er også husket som en stor velgører. Han stiftede udover legaterne tre institutioner ”Landsforeningens børnehjem”, ”Den Hedegaardske Stiftelse” og ”Skovgården”. De to sidste institutioner er boliger for ældre. Disse stiftelser bestyres i dag af kommunen. Peder P. Hedegaard døde den 30. november 1944 i den høje alder af 83 år.
| 
| Der er en verden til forskel på virksomhedens dagligdag i de første spæde år og nu, hvor omsætningen har rundet 1,8 mia. kr., og hvor op imod 2.100 tons færdigvarer dagligt forlader fabrikkerne i Agro.
|